EU har vedtaget en ny forordning og et nyt direktiv om den retlige beskyttelse af design. Retsakterne indeholder en række ændringer, der har til formål at øge forudsigeligheden af designbeskyttelse i EU samt harmonisere medlemsstaternes lovgivning på designområdet.

Særligt indebærer reformen en forenklet ansøgningsproces, udvidelse af definitionen på design og produkt, forbedret rettigheder for designere, en ny reparationsklausul samt et nyt registreringssymbol.

Af Matti Taul Korpela, advokat (L), partner

Bredere beskyttelse

I takt med den teknologiske udvikling, er der opstået et behov for beskyttelse af designrettigheder, der går ud over fysiske produkter. Reformpakken søger at imødekomme denne udvikling, og designbegrebet udvides derfor fra fysiske produkter til også at omfatte rene digitale former, hvormed det blandt andet bliver muligt at beskytte elementer i et virtuelt univers herunder bevægelser, overgange og andre former for animationer.

Derudover udvides designerens rettigheder, idet reformen giver designere mulighed for at forhindre kopiering. Særligt har denne regel til formål at beskytte designere mod, at 3D-printteknologi benyttes til fremstilling af ulovlige kopier, som krænker design rettigheder. Reglen omfatter i øvrigt, at designere kan forbyde downloads samt medier og software der stilles til rådighed af tredjemand, med henblik på ulovlig reproduktion af designet. I forbindelse hermed gives toldmyndighederne udvidet kompetence til at gribe ind over for krænkede produkter i alle transit- og omladningsscenarier.

For at styrke beskyttelsen indfører forordningen tilmed et nyt registreringssymbol Ⓓ, der svarer til ® for varemærker. Registreringssymbolet gør det lettere for designere at markedsføre rettighedsbeskyttede designs, ved at gøre opmærksom på designbeskyttelsen.

Reparationsklausul

Med den nye reformpakke indføres en reparationsklausul, som skal bidrage til øget konkurrence på reservedelsmarkedet. Klausulen fjerner muligheden for beskyttelse af designrettigheder til reservedele, der bruges til reparation af sammensatte produkter, for at genskabe produktets oprindelige udseende. Herved søges monopoldannelse blandt producenter af reservedele forhindret. Samtidig gives forbrugere større valgmuligheder blandt reservedele, ligesom innovationen fremmes.

 Ansøgningsprocessen

For at opnå designbeskyttelse, skal der ansøges herom. Tidligere var der krav om, at alle designs i en samregistrering skulle tilhøre samme ”klasse” i den internationale klassifikation af industrielle designs – også omtalt Locanoklassifikationen.

Fremover gælder dette krav ikke, hvilket betyder, at ansøgere kan inkludere flere designs i én ansøgning, selvom disse tilhører forskellige klasser i Locanoklassifikationen. Ændringen gør ansøgningsprocessen enklere, hvilket vil være til gavn for såvel designere som virksomheder, herunder både SMV´er og større virksomheder.

Derudover sænkes gebyret for samregistrering. Gebyret for hvert ekstra design nedsættes fra 175 euro til 125 euro, mens ansøgningsgebyret dog forbliver 350 euro.

 Implementering

Direktivet og forordningen er begge direkte gældende i dansk ret. Designforordningen trådte i kraft den 1. maj 2025 og Designdirektivet 2024/2823, skal implementeres i medlemsstaterne senest den 9. december 2026.

Har du eller din virksomhed spørgsmål hertil, er du/I velkomne til at kontakte os.

print