Højesteret slår i ny dom fast, at forældelsesfristen for et krav mod en selvskyldnerkautionist først begynder at løbe, når kreditor har et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren, således at kautionskravet ikke forældes tidligere end hovedfordringens forældelse.
Af Christian Zeeberg Madsen, advokat (H), partner
Opsummering af sagen
Selskabet/hovedskyldneren optog i 2008 et pantebrevslån hos et realkreditinstitut med pant i den af selskabets ejede faste ejendom. For dette lån underskrev selskabets direktør en selvskyldnerkaution.
Selskabet misligholdt betaling af en termin på lånet i marts 2009, hvilket realkreditinstituttet dog valgte ikke at gøre noget ved selvom dette efter pantebrevet gav dem ret til at kræve restgælden indfriet.
Selskabet gik i januar 2010 konkurs, hvorefter selskabets ejendom blev solgt på tvangsauktion, som dog ikke dækkede hele restgælden i henhold til pantebrevet. Realkreditinstituttet rettede herefter krav mod selvskyldnerkautionisten om betaling af den del af pantebrevsgælden, der ikke blev dækket ved tvangsauktionen. Kautionisten bestred dog kravet, hvorefter der 20. maj 2020 blev anlagt sag mod kautionisten.
Forældelseslovens § 11 bestemmer, at når en fordring er sikret ved kaution, følger forældelsesfristen overfor kautionisten den samme som den for fordringen mod hovedskyldneren, altså i nærværende forældelsesfristen for realkreditinstituttets krav mod selskabet for indfrielse af restgælden, som ikke blev dækket af provenuet ved tvangsauktionen.
Kautionisten var af den overbevisning, at fristen skulle regnes fra marts 2009, hvor selskabet første gang havde misligholdt en terminsydelse. Modsat anførte realkreditinstituttet, at forældelsesfristen først skulle regnes fra det tidspunkt ejendommen skiftede ejer ved tvangsauktionen i maj 2020.
I første omgang tiltrådte Byretten sig realkreditinstituttets argumentation. I Landsretten blev udfaldet omvendt, hvorefter sagen blev tilladt anket til Højesteret af Procesbevillingsnævnet.
Højesteret
Højesteret omgjorde ved dom af 27. august 2024 Landsrettens resultat, idet Højesteret fandt, at kravet mod kautionisten ikke var forældet på tidspunktet for realkreditinstituttets sagsanlæg i maj 2020.
Dommen blev begrundet i forarbejderne til forældelseslovens § 11, hvorefter udgangspunktet i henhold til forældelse af kautionskrav er, at denne skal løbe fra hovedskyldnerens misligholdelse.
Således begyndte den 10-årige forældelsesfrist for kautionskravet først at løbe fra tvangsauktionen i november 2020, idet den del af gælden, som ikke blev dækket af provenuet ved tvangsauktionen, først forfaldt der.
Herefter var kravet ikke forfaldent på tidspunktet for sagsanlægget i maj 2020 i henhold til den 10-årige forældelsesfrist, der gælder for kautionskrav.
Dommens relevans
Det slås således af Højesteret fast, at et krav mod en selvskyldnerkautionist først kan begynde at forælde, når kreditor har et aktuelt, uopfyldt krav mod hovedskyldneren.
Har du eller din virksomhed spørgsmål hertil, er du/I velkomne til at kontakte os.