Regeringen har med partierne, Danmarksdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige den 14. december 2023 indgået ”Aftale om reform af personskat”.  Af aftalen fremgår en række tiltag, der forventes at få virkning mellem 2025 og 2029, disse gennemgås nedenfor.

Af Christian Zeeberg Madsen, advokat (H), partner

Forhøjelse af beskæftigelsesfradraget

Som følge af aftalen hæves satsen for det almindelige beskæftigelsesfradrag fra 10,65 pct. til 12,75 pct. af arbejdsindkomsten (før arbejdsmarkedsbidrag og inkl. pensionsudbetalinger). Samtidig forhøjes det maksimale fradrag fra 44.800 kr. til 56.200 kr. Ændringerne indføres gradvist frem til 2026.

Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere hæves fra 6,25 pct. til 11,5 pct. og det maksimal fradrag hæves fra 24.400 kr. til 44.900 kr. Det ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsørgere får ifølge aftalen virkning fra 2025.

Der indføres et ekstra beskæftigelsesfradrag for beskæftigede, der har 2 år eller mindre til folkepensionsalderen. Fradraget skal udgøre 1,4 pct. af arbejdsindkomsten med et maksimalt fradrag på 5.400 kr. fra 2026. Fradraget skal dog løbende forhøjes således, at det i 2029 skal forhøjes til 3,8 pct. med et maksimalt fradrag på 14.800 kr. og i 2030 forhøjes til 3,9 pct. med et maksimalt fradrag på 15.200 kr.

Forhøjelse af seniorpræmien

Seniorpræmien, der gælder personer efter folkepensionsalderen i beskæftigelse i det første og andet år efter folkepensionsalderen, forhøjes både første og andet år. Således hæves førsteårspræmien til 50.415 kr. fra 2026 og til 59.000 kr. fra 2029. Andetårspræmien hæves til 30.000 kr. fra 2026 og til 35.000 kr. fra 2029.

Mellemskat, topskat og top-topskat

Med aftalen halveres den nuværende topskat og ændres til en ny mellemskat. Dermed bliver satsen nedsat fra 15 pct. til 7,5 pct. Beskatningsgrundlaget for mellemskatten bliver den del af indkomsten, der overstiger 618.400 kr. før arbejdsmarkedsbidrag med tillæg af nettokapitalindkomst, som overstiger 48.800 kr. Der indføres samtidig en topskat for arbejdsindkomst over 750.000 kr. på 7,5 pct. Derudover indføres en top-topskat for indkomst over 2,5 mio. kr. på 5 pct. Den nye mellemskat, topskat og top-topskat vil ifølge aftalen få virkning fra 2026.

Større bundfradrag i arveafgiften samt afskaffelse af tillægsboafgiften ved arv til søskende

Bundfradraget på 321.700 kr. der gives ved beregning af arveafgiften forhøjes til 348.000 kr. fra 2026 og til 375.000 kr. fra 2029. Derudover afskaffes den tidligere gældende tillægsboafgiften på 25 pct. fsva. søskende til afdøde. Dermed bliver søskende omfattet af arveafgiften på 15 pct.

Har du eller din virksomhed spørgsmål hertil, er du/I velkomne til at kontakte os.

print