Den 17. november 2023 blev udlændingebekendtgørelsen opdateret med en ny bestemmelse, § 24, stk. 1, nr. 10, som fritager visse udlændinge for krav om arbejdstilladelse i Danmark. Bestemmelsen gør det nemmere for tredjelandsstatsborgere, som er ansat i et udenlandsk selskab, at udføre arbejde i et koncernforbundet selskab i Danmark.

Af Christian Zeeberg Madsen, advokat (H), partner

Det følger af bestemmelsen at følgende krav skal være opfyldt for at fritage udlændinge for krav om arbejdstilladelse:

  • Den udenlandske medarbejder skal være ansat i en etableret virksomhed i udlandet, som er koncernforbundet med Danmark.
  • Den dansk etablerede virksomhed skal minimum have 50 ansatte.
  • Der skal være tale om op til 2 adskilte arbejdsperioder af hver højst 15 arbejdsdages varighed inden for 180 dage.
  • Arbejdsperioderne skal være adskilt af et ophold udenfor Danmark i minimum 14 dage.

Hvis ansættelsesforholdet kun er oprettet for at kunne benytte sig af fritagelsesbestemmelsen i § 24, stk. 1, nr. 10, er den uanvendelig.

Kravet om 50 ansatte

Det fremgår ikke som et krav at den udenlandske virksomhed skal have et specifikt minimums antal medarbejdere. Det er dermed kun den dansk etablerede virksomhed, som skal leve op til kravet om minimum 50 ansatte.

Kravet om arbejdsperioderne

Som anført ovenfor er en af kravene, at de to arbejdsperioder ikke må overstige 15 dage indenfor 180 dage. De 15 dage skal være sammenhængende, og tæller ikke hvis de bliver afbrudt grundet deltagelse i uddannelse eller lign. (foruden weekend og helligdage). Bliver de 15 dage afbrudt, skal den udenlandske medarbejder opholde sig minimum 14 dage udenfor Danmark.

Kravet om arbejdets karakter

Bestemmelsen finder ikke anvendelse for nedenstående brancher:

  • Bygge og anlæg
  • Landbrug
  • Skovbrug og gartneri
  • Rengøring (herunder også vinduespudsning)
  • Hotel og restauration
  • Vejgodstransport

Dog finder bestemmelsen anvendelse indenfor de ovenfor anførte brancher, hvis den pågældende skal udføre 1) ledelsesarbejde, 2) arbejde som forudsætter viden på højeste niveau eller 3) arbejde der forudsætter viden på mellemniveau.

Dokumentation

Både den udenlandske og den danske virksomhed skal kunne dokumentere de ovenstående krav for, at den udenlandske medarbejder er omfattet af bestemmelsen om fritagelse af krav om arbejdstilladelse.

Har du eller din virksomhed spørgsmål, er du/i velkommen til at kontakte os.

print